Jeg er ikke som de andre

Tirsdag den 9.11.1993

Kære Ulla

 Der skete så meget for mig i de sidste år, så jeg har desværre ikke fundet overskud til at kontakte dig.

Undskyld!

 Efter min sidste nedtur, har jeg haft brug for at komme til m ig selv igen. Det lykkedes mig da også. Jeg havde ligesom affundet mig med, at Anders ikke ville have mig mere.

 Så døde min elskede mor, børnenes mormor der altid var der for dem, når deres mor ikke var det. Hun døde den 16.2.1990 på hospitalet efter at have ligget i respirator.

Hun havde vand i lungerne og for stort hjerte. Det hjerte, der havde banket for os mine børn og mig, kunne ikke mere klare det store pres. Nu befinder hun sig i evigheden, hvor vi forhåbentlig en dag vil mødes igen. Jeg elskede min mor højt, og hun er meget savnet af os tre.

 Min far har også savnet hende. Han har været meget ensom efter tabet. Vi har fået ham i en beskyttet bolig inde i byen. Han var for isoleret i vores fødehjem. Han er begyndt at komme ovenpå igen efter at have mødt  en veninde. Erika og Rasmus er blevet skilt. Erika havde et forhold til min bror. Det blev nok mere alvorligt, end det var meningen. Nu er hun så sammen med min bror. Det er Erikas mor, min far kommer sammen med. Det er jeg også glad for. Hvis bare ikke det havde sat denne splid imellem min far og mig, og mellem min storesøster og ham, og os alle sammen indbyrdes. Det er som om min far ikke mere regner os, kun min bror og Erika og hendes mor og familie. Jeg lider meget under dette.

 Jeg ønsker virkelig alt godt for min far, men jeg ville også gerne have, at han var lige så glad for mig. Han er min far, som jeg er vokset op hos og altid elsket. Han vil bare ikke indse dette.

 I søndags, hvor jeg havde fået et par øl og grædt lidt over dette og alt andet rod i mit liv, gik jeg om og ville tale med ham om det. Erikas mor var der. Min far ville ikke tale med mig, så Erikas mor bad mig forsvinde. Jeg prøvede at skubbe hende væk. Min far smed mig ud og bad mig forsvinde ud af hans liv. Han sagde, at jeg ikke kunne unde ham lidt glæde efter vores mors død. Det passer jo ikke, men det kunne jeg ikke forklare ham. Jeg blev smidt ud og døren låst.

 Der stod jeg så med en lukket dør mellem den far, jeg  altid har elsket og troet at han havde elsket mig lige så højt. Det gjorde han bare ikke! Det er ret hårdt at skulle affinde sig med. 

 Da jeg stod derude i kulden, kom min bror og langede mig en så kraftig lussing, at jeg faldt ned på fliserne. Han tilkaldte politiet som kom. Min bror fortalte dem, at jeg havde overfaldet hans svigermor. Det passer jo ikke! Jeg skubbede hende væk, men jeg har ikke overfaldet hverken hende eller min far.

 Jeg blev taget med , af politiet. Meldt af min egen bror og kasseret af min egen far.

 Jeg tilbragte natten i arresten.

En sådan ydmygende situation, er næsten ikke til at bære. Jeg vil også få svært ved at tilgive min far og bror. Det gør så forfærdelig ondt at vide, at jeg overhovedet ikke er elsket af min egen far eller søskende. Det er nok det sværeste at skulle leve med. Mere svært end det, at jeg nok aldrig finder en mand at leve med. Jeg kan nok bruges, når jeg kan hjælpe andre, men når jeg har brug for hjælp, så er der ingen. Kun dig Ulla.

Så du må finde dig i, at jeg læsser alle mine problemer af på dig. Kun sådan kan jeg overleve. For jeg skal klare mig igennem for mine børns skyld. De har jo også kun mig.

Nu de kærligste hilsner fra

         Eva



   

Tirsdag den 5.12.1995 

Kære Ulla  

 I nat skete vel nok det næst bedste i en kvindes liv for mig. Det bedste er selvfølgelig det store vidunderlige at få lov til at blive mor. Det næststørste er vel nok at blive mormor. Det store vidunder at få lov til at opleve, at ens eget afkom, ens eget kød og blod kan fortsætte forplantningen her på jorden. Det, at man på den måde næsten  bliver gjort udødelig i forplantningslivet. Jeg blev mormor til en lille velskabt dreng. Det er godt nok snevejr ude, men jeg har været på besøg på hospitalet og set det lille vidunder. Det er så stort for mig at opleve, at glædestårerne ikke kan bremses. Det overskygger alt andet, ufreden mellem min far og søskende og mig selv….

Intet kan ødelægge denne dags glæde i mit liv. Tusind tak kære Vorherre, fordi du gav mig lov til at opleve denne store ting.

Jeg styrtede ned i banken og fik oprettet en bedsteforældre opsparing til mit lille nye familiemedlem. Jeg har bundet den til han fylder 18 år. Det kan nok blive til en lille skilling i årenes løb, hvis jeg nu ikke skulle være der til den dag, ja, så får drengen dog alligevel lidt fra hans Bedste. Jeg vil gerne kaldes Bedste, for det forbinder jeg med hygge, glæde og tryghed. Det vil jeg forsøge at skabe for mit barnebarn, hvis det på nogen måde er muligt.

Isabella er under uddannelse til sygeplejerske. Hende og mit lille barnebarns far bor i en lille lejlighed i nærheden af Isabellas uddannelsessted. Det skal nok gå for dem. Det håber jeg da. Min store dreng har også fået sin studentereksamen og er sergent i forsvaret. Det ser ud til at gå godt for min lille familie. Os tre, Kim, Isabella og jeg og nu det næste skud på stammen.

Jeg beder dig kære Vorherre beskyt os og lad os få en god tilværelse fremover. Jeg vil ikke mere lade en mand komme til at betyde så meget for mig, at han kan få mig kørt psykisk ned igen. Heller ikke mine egne søskende eller far skal få lov til dette.

Ingen overhovedet betyder mere for mig end min egen lille selvskabte familie!

Dette er dog for en gangs skyld noget godt nyt fra mig til dig, Ulla, ikke?

                      

                        

Nu de kærligste hilsner fra

Eva

       


 

Mandag den 31.8.1998

Kære Ulla

 Mit lille barnebarn blev faderløs sidste efterår. Mickys far døde i en tragisk bilulykke. Det er så forfærdeligt hårdt for min datter Isabella. Hun nåede lige at blive færdiguddannet som sygeplejerske. Nu er hun på tragisk vis blevet alenemor med et lille barn. Han fik navnet Micky, ganske ligesom min elskede afdøde Micky. Min datter og barnebarn er flyttet herned til mig i første omgang. For et halvt år siden fik hun så en lejlighed her i byen og et job som sygeplejerske i kommunen. Jeg passer lille Micky, når hun er på vagt og jeg lige har fri.

 Ja, jeg er blevet sat på dagvagt. Efter hele tiden at have været på vagthold og indregnet mine vagttillæg for weekend vagter og søn– og helligdage i mit budget, har den lille gnom, vi har fået til chef sat mig på dagvagt. En ting der har gjort mig noget så rasende og fået mig til at føle mig så utrolig uretfærdigt behandlet. Min chef havde mig inde til en udviklingssamtale, det hedder det for den kategori jeg er ansat under. Jeg er civil ansat og aflønnet af Finansministeriet. Jeg bærer hjemmeværns uniform, og de grader min gruppe har, er hjemmeværns grader. Det udløser en masse konflikter og ballade mellem os civilt personel med hjemmeværns-grader og de militært ansatte.

Chefen læste mine papirer op. Han havde bl.a. skrevet, at jeg ikke havde bestået min kvartalstest, hvilket var en løgn, for jeg bestod med 92% og kravet er 75%!! Så havde han skrevet, at jeg ikke var faglig kvalificeret, hvilket også er løgn. Jeg kan de ting, jeg sidder og arbejder med!!   I sin udtalelse, som jo ryger lige over til vores hovedkontor og får mig stemplet som uduelig, havde han skrevet, at jeg var en person, der kun kunne se alt sort og hvidt. Det fik dog alligevel bægeret til at flyde over. Jeg blev rasende.

 Da jeg kom hjem, ringede jeg ud på min arbejdsplads, fuldstændig nedbrudt og grædende over denne svinestreg. Jeg fik fat i en af pigerne og meldte mig syg på grund af dårlige nerver over en så ussel behandling fra sådan en lille gnom til chef. Jeg sagde at nu kunne de sku rende mig, for nu gad jeg ikke dette lorte liv mere. Så knaldede jeg røret på og gik en lang tur med min lille hund. Da jeg kom hjem låste jeg dørene og trak gardinerne for. Jeg satte musik på og tog mig nogle

øl, for jeg skulle lige falde lidt til ro. Pludselig bliver min hoveddør låst op og ind kommer både min afgående chef, en høj mand, som jeg intet havde udestående med og så dette lille udyr - gnom af en chef, der var årsag til  al denne ballade. Da de ikke havde kunnet få kontakt til mig havde de kontaktet politiet som igen kontaktede min søn på hans arbejdsplads, her havde de fået nøglen udleveret.   

Jeg blev total rasende over denne indtrængen i mit hjem. Jeg sagde lige direkte til dem begge, at dette var mit hjem og de havde intet at gøre her. De havde bare at forsvinde og det lige på stedet. Her er jeg chef i mit eget hjem, så bare forsvind!

                       

Jeg kan ikke tåle synet af jer og jeg ved ikke, hvornår jeg kan få mig selv til at slappe så meget af, at jeg gider se jer igen. Jeg stiller på mandag på min nattevagt og går til min fagforening angående denne form for forfølgelse. Basta. Forsvind! 

Nu er jeg så på dagvagt, men de kunne ikke slippe for at betale mig tre måneders vagttillæg, da jeg i så mange år har været på skifthold. Tænk,, sådan kan man bare behandle folk i forsvaret! Uanset at man har knoklet røven ud af bukserne ved at tage ekstra vagter både jul, påske, pinse og weekends.

Det er da et dejligt system at arbejde for, synes du ikke også, Ulla?

Nu de kærligste hilsner fra

           Eva




November 1998

Kære Ulla

 Jeg ved ikke lige, om du kan forstå dette, men jeg synes bare, at alting i forbindelse med mig er så fortvivlet, at det næsten er menneskeligt  umuligt at leve med.

 Mit lille barnebarn Micky, har været på det nærmeste til at blive misbrugt. Ja, du hørte rigtigt!  Det endda i den af kommunen godkendte dagpleje.

 Han er en lille kvik og intelligent, rent  talende dreng på snart 3 år.

 En aften, hvor min datter Isabella ville gøre ham klar til natten og tog bleen af ham, han er ikke helt renlig endnu, udbrød han til min datters undren: ”Nej mor, du må ikke pille ved min numse ligesom Bent gør”. Bent er ægtemand  til Ellen, der er dagplejemor for lille Micky og flere andre.

 Min datter slog denne udtalelse hen og fik ham afledt fra dette. Efterfølgende ringede hun til mig og spurgte om mit råd. Jeg rådede hende til at tage dette alvorligt og straks rette henvendelse til kommunen, som jo altså havde godkendt Ellen som dagplejemor og derfor måtte informeres af hensyn til børnene.

 Kommunen ville først ikke lytte til min datter, fordi de mente, at så lille en dreng bare fantaserede. Min datter holdt ved sit moderlige instinkt og gennemtrumfede, at lille Micky straks kom i en anden dagpleje.

 Det viste sig, at Bent havde misbrugt sine egne to piger i årevis. Det undrer så mig, hvordan et sådant misbrug kunne undgå en mors opmærksomhed. Hvordan kunne en kommune også gå med til at godkende denne familie til dagplejefamilie, når der endda forelå et par politianmeldelser på Bent på sædelighedsforbrydelser???

De kan alle være glade for, at mit lille opvakte barnebarn fik gjort opmærksom på dette, og at han ikke har været udsat for dette misbrug. Så vil jeg garantere for, at jeg nok selv skulle få stillet Bent for min personlige Bedsteforældre ret. Jeg har også læst om forskellige torturmetoder og ingen ville have været for slemme for en sådan børnemisbruger!

Straffen for en sådan forbrydelse er efter min mening for lemfældig. Forbryderen slipper med en let dom, men ofrene, i dette tilfælde børnene, slipper aldrig af med  disse traumer, som i mange tilfælde vil præge resten af deres liv og på denne facon gøre dem mere eller mindre handicappede på sjælen.

Her vil,  efter min mening, kun være det hvide snit der gjorde sig gældende. En fængsling eller pengestraf hjælper ikke.Disse mænd kan simpelthen ikke lade være med at misbruge vore børn!!!

Så må de bare hjerneopereres og få fjernet deres sexcenter. Basta!!!

Mange sørgelige hilsner fra

Eva


 

Tirsdag den 25.5.1999

  Kære Ulla

 Du må undskylde de store spring imellem mine breve til dig. Jeg er bare blevet lidt ældre, og får ikke altid taget mig sammen til at betro mig til dig, men du er stadigvæk den eneste, som jeg betror mig til og ved, at jeg kan stole på. Jeg har mange gange ønsket, at du var et rigtigt menneske. Så havde jeg da haft en rigtig veninde. Sådan forholder det sig nu engang ikke, og det må jeg bare leve med. Min far og jeg er kommet på talefod igen. Det er jeg glad for, han betyder rigtig meget for mig. Så må jeg bare acceptere, at jeg ikke betyder så meget for ham, som jeg gerne ville. Jeg forsøger på alle måder, at vise min kærlighed til ham.

 I lørdags holdt jeg hans 90 års fødselsdag på plejehjemmet for ham. Jeg havde lavet al maden selv. Hele plejehjemmet var inviteret. Hele fars søskendeflok og ægtefæller og så os børn og mine børn plus søskendebørn var med. Vi var 65 personer. Det var godt nok mange at lave mad til, men jeg klarede det! Jeg synes selv, at jeg havde gjort det godt.

Jeg har også selv betalt det, så det hele var min gave til min far. Jeg har det ikke selv for godt. Jeg har fået konstateret Tinnitus  og det er bare så forfærdeligt, at gå hele døgnet med en hylelyd i ørerne. Det giver mig hovedpine, muskelsmerter og søvnbesvær. Jeg prøver også, at tage så mange ekstravagter som muligt, for at se om jeg på den måde, kan få mig selv til at overhøre denne ringelyd. Det er bare svært og jeg ved ikke, om jeg kan klare  det.

Det er opstået på en af mine ekstravagter i en weekend  i november sidste år. Vores brandalarm gik i gang, medens jeg sad og gennemgik min post på computeren på vores kontor. Først skulle alarmen jo lokaliseres og derefter afbrydes. Det hele tog vel nok en halv time. Bagefter havde jeg stadig den hyletone i ørerne. Jeg troede, at det bare var eftervirkninger, men da den ikke forsvandt og stadigvæk er der, måtte jeg til lægen.  Jeg prøvede om jeg ikke bare kunne klare det med hovedpinepiller, men der skal sluges mange og lige lidt hjælper det. Lægen har sendt mig på hospitalet til en speciallæge, som så har konstateret lidelsen Tinnitus.

Nu har jeg da så i hvert fald fået fastslået, at det ikke er mig der er blevet skør i hovedet. Alle mine kollegaer kan jo ikke høre den lyd, som jeg går med inde i hovedet. De tror, det bare er noget jeg bilder mig selv ind. Det er det ikke.

 Det er da forfærdeligt at skulle leve med denne larm resten af mit liv.  Jeg har meldt det til min arbejdsskades forsikring, som vi har gennem vores fagforening. Det er da i hvert fald via mit arbejde, jeg har fået denne lidelse. Jeg må bare forsøge, om ikke jeg kan få hjælp på en eller anden måde, inden jeg går helt ned med nerverne af den grund.

Der er bare ligesom ingen, der kan sætte sig ind i, hvor skrækkeligt det er at skulle gå rundt døgnet langt, med denne lyd i ørerne. Den fratager mig mere og mere min livslyst. Det kan jo ikke ses på mig, men når de andre spiller for høj musik eller råber for højt, så er det dobbelt så forfærdeligt at høre på for mig.

Nå men vi må se, hvad tiden bringer, i hvert fald.

Mange hilsner fra

Eva

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE