Ta` og tæl de små ting i livet

Mandag den 3.1.2000

  Kære Ulla

 Nu er det nittende århundrede slut. Det har ikke været et godt århundrede for mit vedkommende. Jeg har været sygemeldt fra mit arbejde siden august. Jeg er blevet kørt totalt ned på grund af den Tinnitus, jeg pådrog mig på mit arbejde. Jeg får nu igen nervemedicin og kunne så ikke mere klare at udføre mit arbejde.

 Den 3. december 1999 blev lille Danmark hærget af en orkan. I min gårdsplads lige uden for min lejlighed stod der et kæmpe elmetræ vel nok 100 år gammelt. Det var et flot gammelt og fredet træ. Det væltede orkanen med stor kraft lige ned over mit tag. Det var så stort, at det i faldet rev mit tag og noget af muren , mit terrassetag og hækken ind til  genboen med sig i faldet.

 Om eftermiddagen da vindstyrken var i tiltagende, ringede min søn Kim til mig og spurgte, om jeg ikke hellere ville komme over på Bodegaen overfor og få en drink med ham, end at sidde og høre på faldet af alle de grene fra træet på mit tag. Det ville jeg gerne.

Vi sad og snakkede, mens det blæste mere og mere op. Der var også en del tagplader med i suset, som vi kunne sidde og se på. Vi blev siddende, for at afvente om ikke vinden skulle aftage lidt, så det var blevet mørkt da jeg tog hjem. Da jeg kom ind til min indkørsel, holdt der biler og der var en del mennesker. Jeg så da, at det kæmpestore træ var væltet lige ned over min lejlighed. Det var et forfærdeligt syn at se sit hjem totalt ødelagt.

 Min tanke gjaldt dog først og fremmest min lille kat, som jeg havde efterladt inde i huset. Jeg havde ladet fjernsynet være tændt, så den ikke skulle høre så meget af larmen fra orkanen. Mine naboer havde været rundt om huset. De havde set lyset fra fjernsynet og troet, at jeg lå begravet i huset. Det kunne også nok være gået sådan, hvis ikke min søn havde ringet efter mig. jeg kom ind og fandt heldigvis min lille forskræmte kat. Vi tilbragte natten i sengen under dynen sammen, alt imens vi kunne høre lyden fra tagspærene, der gav sig under vægten af det store træ. Jeg kunne selvfølgelig ikke sove.

 De næste dage gik jeg rundt med min lille kat i armene og var fuldstændig nedbrudt. Det hele har virket dobbelt så stærkt på mig, der i forvejen er plaget af dårlige nerver, på grund af den forbandede Tinnitus.

 Den ene af mine naboer røg jeg da også total uklar med. Jeg havde bestilt en til at fjerne træet og lave mit ødelagte tag. Hun havde bestilt en anden, som datteren var sekretær hos. Naboen kaldte mig for skør i hovedet og total utilregnelig. Det synes jeg godt nok var en stærk påstand.

 Med hvilken ret kan hun gøre det? Jeg har da lige så meget ret til at bestemme, hvem jeg vil have til at reparere mit hus, som hun har! Jeg ejer da min egen lejlighed på samme måde, som hun ejer sin. En sådan ondskabsfuld beskyldning, vil jeg aldrig glemme hende for. Det kunne jeg aldrig få mig selv til at sige til noget andet menneske. Det er der ingen, der har fortjent, heller ikke engang mig. Det har jeg grædt meget over, men jeg tror heller aldrig, at hun vil give mig en undskyldning. Det er hver ken hende eller hendes datter store nok mennesker til.

 Det belaster mig meget og vil også i fremtiden være med til, at vores naboskab aldrig bliver godt som tidligere. Denne jul og nytårsaften, har bare slet ikke været nogen rar oplevelse for mig.

 Så kære Ulla, godt jeg har dig! Du hører mere fra mig, når jeg har det bedre.

De kærligste hilsner fra din

Eva

  

Tirsdag den 16.7.2002

  Kære Ulla

 I dag er igen en lykkens dag for mig. Jeg er igen blevet mormor. Denne gang til en lille pige.

 Isabella har giftet sig med en rigtig herlig mand”, Børge”. Min nye svigersøn er en utrolig god og elskelig stedfar for lille Micky og en stor støtte for Isabella. Hun er kommet sig så meget , over tabet  af en elsket person, som man nu kan. Lille Micky har fået en ny god   far.

 Nu er de en lille lykkelig familie på 4 personer. Det har ligesom fået noget inde i mig selv til at forandre sig. Nu vil jeg leve på fuldtid. Jeg har bare de sidste par år været ved at gå helt i opløsning. Min Tinnitus har medført et pilleforbrug i stigende tempo og et vægt tiltag på 30 kg.. Jeg har befundet mig i en art osteklokke. Et tomrum kun bestående af piller, manglende selvværd og bitterhed over livet. Det vil jeg ændre på.

Dette lille nye pigebarn skal ikke vokse op med en så total håbløs Bedste!

 Den 1. juli 2000 fik jeg tilkendt førtidspension på grund af Tinnitus. Det har også været svært at skulle indse, at man ikke mere kunne udføre et arbejde og have et normalt liv som alle andre. Men det nytter jo ikke noget. Sådan er det nu blevet, og nu må jeg bare prøve at komme videre. Jeg må nu slippe alle negative tanker og undgå negative personer.      

 Jeg har jo alt at leve for!

 Begge mine børn har jeg på trods af alle odds fået to velfungerende borgere ud af. De har begge to en studentereksamen og et godt arbejde. Deres far, Heinrich , regner dem ikke og hans nye kone vil ikke se dem i sit hjem. Det Accepterer Heinrich som den vatnisse han nu engang er. Det har været svært for min søn. Sådan at måtte indse, at man intet betyder for sin egen far, er en bitter pille at sluge. Det har jeg jo selv måttet indse, så jeg ved hvor svært det er.

 Mit moderhjerte har mange gange været på bristepunktet over Heinrichs manglende interesse og faderfølelser, for vore fælles børn. Men måske bliver det i sidste ende hans egen selvværdsfølelse, det går ud over. Der er nok nogle vanskelige barrierer for de fleste af os her i tilværelsen, som vi selv må klare at komme over. Jeg vil i hvert fald komme videre og lægge alt bag mig og glemme de tunge tider. Nu skal lyset få lov til at få overtaget i resten af mit liv.

De kærligste hilsner fra en ny

Eva


 
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE