Hvorfor er der tårer i mine øjne

Forord

Forfatterens forord

 

 Denne bog er skrevet på grundlag af Evas dagbøger. Eva ville gerne have haft et svar på hendes helt store spørgsmål. Nemlig det, hvorvidt hun havde adgang til Paradiset efter dette liv.

 Et spørgsmål, som jeg ikke lige var i stand til at svare på.

 Måske har en af læserne et svar herpå. Døm selv!!

 Historien er redigeret og enhver lighed med afdøde samt nulevende personer er rent tilfældigt. Hvorom denne fortælling måske også er ren fantasi, selvom den måske nok kunne ligne mange pigers dagbøger.

Piger, der voksede op da verden endnu var ung. Jeg vil lade Eva selv fortælle.

 

 

God fornøjelse

 

Else Masanneck

 

Indledning

Hvorfor er der tårer i mine øjne?    

     

Indledning.

 

 Her sidder jeg så  i mit eget lille selvskabte paradis af en have.

 Det er ikke synet af min lille dejlige have, der er skyld i at tårerne brænder i mine øjne og truer med at løbe ud.

Ej heller alle disse blomsterkrukker fyldt med sydlandsk udseende blomster og planter såsom Citrontræ, Syrisk rose, Bourgonville, Engletrompet, palmetræ og mange andre blomster, som er en fryd for mit øje. Eller et par katte der tumler sig i leg i solens stråler eller fuglene der synger om kap med biernes sagte summen.,

 Nej, det er tankerne og minderne om mit liv og så mit helt store spørgsmål, der får følelserne  og tårerne til at komme til overfladen. Spørgsmålet opstår oftere og oftere i mit indre jo ældre jeg bliver. Dette spørgsmål : Holder himlen forlænget åbningstid for mig, og har jeg adgang til paradis og syndsforladelse for alle de ting, jeg har bedrevet i mit liv her på jorden?

 Billederne ruller for mit indre øje. Billeder af mit liv og mine  kære kører stille

frem, som var det en film på et lærred, alt imens tonerne fra Kim Larsens sang lyder i mine ører ”Fik du set det du ville, fik du hørt din melodi” . Ja, gjorde jeg nu det?

 Min bedstemors lille hjem som jeg ofte besøgte. Hendes soveværelse med det store maleri af Jesus og deciplene omkring det sidste nadverbord. Ja, hvad blev der for øvrigt af det?

 Den helt specielle lugt , der var i hendes hjem. Lyden og lugten af de to store heste, der stod i boksene nedenfor og samlede  kræfter til næste dags arbejde med at trække mælkevognen rundt til folk i byen og på landet.

 Så min dejlige farfar. Denne stolte og stædige, ja, helt vidunderlige mand, som jeg altid har beundret og set op til. Alle historierne om skyttegrave, både i Rusland og Frankrig under første verdenskrig. Hans barndomshjem, der blev belejret af tyskerne og hans emigration her til Danmark,, hvor han mødte min farmor.

 Ja, mindet om hans sidste afsked med familien. Han var blevet erklæret død af lægen og den berørte familie ville sige et sidste farvel. Da rejser min bedstefar sig halvt op og udbryder: Ingen skal bestemme, hvornår jeg er død, det skal jeg nok selv. Så først nu kan I få lov til at erklære mig for død, farvel og hils Eva, for hun er her 

jo ikke. Så døde min dejlige bedstefar. Jeg var der ikke engang til at tage afsked med den mand, jeg har beundret mest af alle. Nok også ham jeg har sammenlignet alle andre mænd  i mit liv med. Måske er det derfor, jeg aldrig har fundet den rigtige. Ingen mand kan komme op på siden af min farfar. Ikke engang det, at han altså bare ikke kunne tåle at tabe i kortspil overfor os børnebørn kan fortrænge mine hjertelige følelser for denne stærke mandige, viljefaste og herlige bedstefar.

 Mange ting passerer revy for mit indre, mens jeg sidder her og venter på mine egne børn og børnebørn. De kommer for at fejre min 59 års fødselsdag. Jeg ville gerne have inviteret dem alle på en rejse sydpå.

 Det har de fortjent og meget mere. Min krop kan bare ikke mere klare disse ting. Den er slidt op. Måske er mit indre også slidt! Derfor disse tanker og spørgsmål. Kære Vorherre tilgiv mig, for jeg har ikke været ond eller ønsket nogen noget ondt, sådan helt inderst inde. Jeg er jo bare et menneske, der gjorde det på min måde, ligesom i Frank Sinatra sang

                        ” I did it my way”.

Tilgiv mig og lad mig møde alle dem jeg har elsket og håbet på at de ville elske mig.

 Døm mig med milde øjne når du nu gennemgår mit liv og tager det op til revision.          

Kærlig hilsen fra

Eva.

     



Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE