Marmorstein und eisen bricht aber unsere liebe nicht

Onsdag den 2.11.1966    

Kære Ulla.

 Ja, nu er der igen sket en masse. Først, jeg er ikke gravid og mine forældre har ikke fundet ud af noget. Nieck og jeg er ikke mere sammen, og jeg er fyldt 18 år. På caféen hor jeg serverer lige nu, har jeg mødt en tysker. Jeg har været lidt i tvivl, om jeg nu elsker Nieck eller Heinrich, som han hedder, men det var nu Heinrich, der løb med sejren, for aldrig er jeg da blevet så galant behandlet.

 Han siger, at han elsker mig og har også foræret mig en guldmedaljon. I lørdags den 29. oktober blev vi forlovet. Vores ringe er brede guldringe og meget flotte, synes jeg. Vi har valgt den melodi til vores melodi, der hedder ”Marmorstein und eisen bricht, aber unsere liebe nicht”, for det tror vi på, at det passer på os. Nu elsker jeg bare Heinrich overalt. Jeg har også mødt hans mor og lillebror. De var med til forlovelsen. Mine forældre kan godt lide Heinrich og hans familie.

Det siger de da! Min far vil bare gerne have, at jeg gør min uddannelse færdig og at vi får os et hjem, før vi gifter os. Det vil jeg nu da også, for jeg vil gerne selv skabe mig en karriere. På fredag skal jeg til Hamborg og besøge Heinrichs forældre. Det bliver spændende.

Mange hilsner fra    

Eva

   


Torsdag den 5.1.1967    

Kære Ulla

 Jeg har været i Hamborg og besøge Heinrichs mor. Hans far var der ikke. Han er på rekreation, siger de!  Jeg har godt nok fået et chok, over at se, under hvilke elendige kår, han er vokset op. Begge hans forældre er vistnok alkoholikere. Det er et forfærdeligt slum og et meget fattigt kvarter de bor i.

Jeg har aldrig oplevet noget sådant. Jeg tror nok, at jeg har gjort en fejl ved at fortælle mine forældre det, men jeg kunne bare ikke lade være. Jeg har stor medfølelse med Heinrich og jeg elsker ham bare dobbelt så meget.

Det næste stykke tid ser jeg ham ikke, for han er på øvelse i Putlos.    Jeg savner ham!!!

 Den 1.2.1967 skal jeg begynde på min uddannelse ved forsvaret. Jeg får kr. 1064,93 i løn pr. måned. Så må jeg da kunne spare lidt op til at få en lejlighed og alt det, der skal til, for at få et lækkert liv.

 Kære Vorherre hjælp os, så der ikke sker noget, der kan ødelægge vores plan. Jeg skriver til dig igen, når jeg er kommet hjem fra skolen i april.

 Hav det godt så længe.  

                                                        Kærlig hilsen fra

   Eva


Tirsdag den 9.5.1967    

Kære Ulla

 Ja, nu er jeg hjemme igen og skal starte mit arbejde, men det bli ver vistnok kortvarigt, for jeg er gravid!!!

Først har jeg forsøgt at skjule det og prøvet, om jeg kunne få en læge til at fjerne det. Jeg fik nogle piller, som jeg skulle tage en masse af i en uge. Så skulle jeg komme op til hans klinik,, hvor han så ville fjerne fosteret. Jeg gik og var fuldstændig dårlig af alle de piller og kunne næsten ikke følge med i undervisningen på grund af svimmelhed og kvalme. Så aftenen før jeg skulle op til lægen, hørte jeg en udsendelse i radioen om nogle piger, der havde fået foretaget sådan nogle aborter. Det var bare skrækkeligt at høre. Det vil jeg bare ikke gøre imod mit lille barn.

 Så har vi måttet fortælle det til mine forældre. Min far blev bare så ulykkelig at han græd. Min mor blev rasende. Hun skældte ud og sagde, at nu ville hele byen sladre om os og at jeg havde bragt skam over hele familien. Det har jeg grædt meget over. Så indvilligede jeg i, at tage til mødrehjælpen for at få dem til at fjerne fosteret. Det var vi også, men de sagde, at de ikke ville fjerne det og at jeg kunne føde barnet, så skulle de nok bortadoptere det. Da blev jeg godt nok bare sur og ked af det.  Mit lille barn skal bare ikke have en anden mor og far. Det er lavet i kærlighed. Ingen skal tage det fra mig. Det er mit lille barn!! Så må jeg bare ændre på mine planer, for Heinrich siger, at han elsker mig og vores baby.

 Nu vil vi bare være en lille familie. Hvor jeg da bare glæder mig, selvom jeg bare ikke kan vise min glæde, når mine forældre er i nærheden. For jeg har jo bragt skam over dem og hele familien. Det er jeg så ligeglad med.

   Kære lille barn, jeg elsker dig, hvad du nu er for en!

Du kan forsikret tro på, at jeg din mor vil elske dig og gøre mit til,  at du får et godt liv. Så beder jeg bare til, at    Vorherre er på vores side.

Kærlig hilsen fra

Eva

     


   

Søndag den 17.6.1967

  Kære Ulla

 Åh, jeg er så lykkelig. Jeg bliver mere og mere uformelig. Om 4 måneder er jeg mor! Det er vel nok dejligt, hvor jeg dog bare elsker vores barn.

 Heinrich elsker mig og vil giftes med mig, lige så snart han får opholdstilladelse her i landet. Han skylder også nogle penge i Tyskland, og dem skal han også lige have betalt. Vi kan bo hos mine forældre de første måneder, mit barn og jeg. Min søster har noget babytøj, som jeg må få og jeg køber også noget efterhånden. Der skal  jo mange bleer til. I juli mister jeg min stilling, for som kvinde i forsvaret man må ikke have børn. Jeg får løn indtil oktober, så der er da en smule til rådighed.

Nu de kærligste hilsner fra

Eva


Marts 1969

Kære Ulla

 Undskyld at jeg ikke har skrevet før nu. Der har bare været så meget at se til.

 Den 9.10.1967 fødte jeg verdens dejligste dreng. Han er nu 17 måneder gammel og en rigtig lille spilopmager. Han er så sød og kærlig. Det gør mig bare ondt, at skulle aflevere ham om morgenen, når jeg skal på arbejde.  Jeg har nemlig fået et job i kantinen på flyvestationen.  Vi har betalt den gæld, som Heinrich havde. Vi lånte pengene af mine forældre, så dem skal vi jo betale tilbage. Vi har fået en lejlighed på en gård her i byen .

Jeg har købt en byggegrund her, som vi så skal bygge et hus på. Så får vores lille søn, som vi har kaldt Kim et dejligt lille hjem. Vi vil også gerne have en lillesøster! Så er vi bare en lykkelig lille familie. Selvom jeg ikke skriver så tit, så har jeg ikke glemt dig, Ulla. Du har jo altid været min veninde.

De kærligste hilsner fra en lykkelig

Eva




Fredag den 25.8.1972      

Kære Ulla

 Du kan altså tro, min  lykke er fuldkommen. Jeg fik en lille pige den 16.8.1972 vægt 3250 g. Og længde 51 cm..  Nu har jeg alt i verden, der kan gøre mig lykkelig. En dejlig kærlig mand og to dejlige, velskabte og sunde børn og et hus. Hvad mere kan jeg forlange? Vorherre har set med gode øjne på mig. 

Tak kære Gud , for alt hvad du har gjort for mig. Tak også til dig kære Ulla, fordi du lytter til mig.


Nu de kærligste hilsner fra

Eva      


    

Mandag den 3.9.1973

Kære Ulla

 Jeg længes så ubeskriveligt efter at betro mig til en eller anden. Så derfor kom jeg til at se, at jeg jo har dig , Ulla. Tusind tak for det! Jeg er ved at køre fast i mit ægteskab. Jeg ved ikke rigtig mere, om jeg elsker Heinrich, eller om han elsker mig. Han er slet ikke den mand jeg blev forelsket i. Jeg tror nok at hans følelser for mig er kølnet af. Så meget, at jeg tror, at han gerne vil i seng med en af vore venners kone.

 Hver gang vi holder fest eller er sammen med andre, så gramser han altid på konerne, når han danser med dem. Jeg er så ked af det, men når jeg spørger ham, så vil han ikke svare og siger bare, at jeg burde gøre lidt mere ud af mig selv, og at jeg faktisk ikke dur til noget som helst. Jeg synes da heller ikke altid at han er for tiltrækkende, eller at det han gør er for klogt. Derfor går jeg da ikke og spiller op til de andre mænd, eller bebrejder ham for forskellige ting.

 Det er ikke altid let at se sexet ud, når man har en baby og et lidt større barn at passe, plus at alt jo også skal se ordentlig ud, når manden kommer hjem fra arbejde. Der skal være ryddet op, maden skal være lavet og børnene må knap nok have lov til at lege eller bare være der på deres naturlige barnlige måde. Når lille Kim ikke har fået vasket sine små hænder, så skælder Heinrich ud.  Hvis barnet vover at svare, at det har han gjort, så er det kun på grund af, at jeg stiller mig imellem, at den lille ikke får klø. Jeg ville ellers bare så gerne være den eneste ene for en, den der betød alt for en mand.

 Det er jeg bare ikke !!

 Så, Ulla, jeg er så ked af det, at hvis jeg fik at vide, at i morgen skulle jeg dø, ja så ville det bare ikke betyde noget. For hvem ville da bare savne mig? Ingen!! Jo nok mine børn, ingen andre. Ikke engang mine forældre eller søskende eller mand ville savne mig. Jeg er bare dum, grim, sjusket og dur ikke til nogen verdens ting. Jeg er bare en stor fejltagelse. Nå nu har jeg fået lidt luft, så tak Ulla for at du er der.

De kærligste hilsner fra din

Eva

 

 

Mandag den 3.6.1974

Kære Ulla

 Nu tror jeg da nok, at jeg vil skilles. I weekenden var vi på camping. Vi har fået en campingvogn. Et par venner vi har, Susi og Palle var der, og Heinrich gjorde ikke andet end at lægge op til Susi og give hende ret hele tiden i alt. Hele tiden nedgjorde de mig og når jeg gjorde eller sagde noget, grinede de og sendte hinanden specielle blikke. På et tidspunkt forsvandt Heinrich og Susi. Da de efter nogen tid vendte tilbage, så de meget forpjuskede ud, men lod bare som ingenting. Jeg ved godt, at Susi og Palle og vore to andre venner dyrker fri sex.

 Jeg vil bare ikke!!!!!!!

 Heinrich vil godt dyrke partnerbytte, men det hverken vil eller kan jeg. Er det forkert? Nej, når jeg elsker en, så vil jeg ikke dyrke sex med nogen som helst anden. Så hellere være alene.

 

Nu kærlig hilsen din

Eva

 

Mandag den 26.8.1974

Kære Ulla

 Jeg er ikke blevet skilt, men jeg ved godt nu, at vores ægteskab vil få mange problemer. I lørdags var vi til fest på flyvestationen med Susi og Palle. Under middagen sad Susi og Heinrich og flettede fingre og senere forsvandt de. Jeg fandt dem ude på græsplænen i et mørkt hjørne. Heinrich påstår, at der ingenting var sket, men Susi kom her til aften og fortalte mig, at Heinrich ville have sex med hende, men at hun ikke havde villet.

 Jeg tror slet ikke på nogen af dem!!

 Heinrich har taget penge i min pung. Først nægtede han .

Først helt til sidst indrømmede han. Kære Vorherre, sig mig hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke stole på min mand længere. Er han mig utro?

 I sådanne øjeblikke tænker jeg meget på Nieck,, at jeg bare skulle have beholdt ham. Han er da af en dansk og ærlig familie. Heinrichs opvækst i det slum, har nok præget ham i forkert retning.

 Jeg skulle nok have lyttet til min far, da han advarede mig imod det tyske forhold!

 Hvad skal jeg dog bare gøre?

Kærlig hilsen din

Eva

 

 

Tirsdag den 3.12.1974

Kære Ulla

 Ja, mit liv må være forudbestemt. Jeg er stadig sammen med Heinrich.

 Jeg elsker ham jo!

 For tiden er jeg ved at tage køretimer. Jeg kan komme tilbage til forsvaret igen, men skal på skole i 3 måneder først. Det bliver tre lange måneder borte fra mine små børn. Min datter Isabella er 2 år og Kim går nu i første klasse. Han er en god dreng og meget kærlig og sød. Isabella er en dejlig lille levende pige, fuld af narrestreger. Det bliver svært at undvære dem i så lang tid, for de betyder så utroligt meget for mig. Mine helt egne to små mirakler! På den anden side så tjener jeg da mine egne penge. Så kan vi måske få nye møbler og ungerne og jeg nyt tøj. Så kan jeg måske også blive lidt mere smart. Måske vil Heinrich så også bedre kunne lide mig. Måske vil mine søskende og forældre også få et lidt bedre syn på mig.  Kære Vorherre pas på os!

 Hvad sker der mon med os, når vi er døde? Jeg tænker meget på det, og jeg kan slet ikke forstå at livet pludselig kan være slut. Bare sådan ende og så færdig. Hvordan bliver ungerne som voksne, og hvad gør livet med mig, når jeg bliver gammel?

 Tænker du engang ligesom mig, lille Isabella?

 Bare alt må forme sig på en god måde, når jeg ikke er her mere.

Nu de kærligste hilsner fra din

Eva


Onsdag den 26.3.1975

Kære Ulla

Jeg har bestået min køreprøve, og er begyndt mit arbejde i forsvaret. Jeg har også været indlagt kortvarigt på ortopædisk hospital. Min ryg var bare så dårlig, at lægen valgte at lade mig indlægge til undersøgelse. Man fandt ud af, at jeg havde en arvelig, medfødt fejl i rygsøjlen. Jeg kunne få tilbudt et korset, som jeg sagde nej tak til. Jeg vil da ikke gå rundt med sådan et jernstativ og ligne et fugleskræmsel. Det hele er da svært nok endda.

 Jeg har nemlig fået at vide at den selv samme dag, hvor Heinrich kørte mig på hospitalet, var han kørt ud til vore venner Erika og Rasmus. Han havde forsøgt på at komme i seng med Erika og har prøvet en gang mere. Hun kan godt lide mig og jeg kan også lide at være veninde med hende. Hun har lovet mig, at hun aldrig vil gå i seng med min mand, selvom hun og Rasmus dyrker fri sex. Det tror jeg på, for hun er en god veninde.

 Hvor gør det altså bare ondt, at få sådan noget at vide. Det føles, som om hjertet bliver revet ud af kroppen på en. Hvad skal jeg dog bare gøre?

 Jeg har sagt til Heinrich, at jeg også bare ville finde en at gå i seng med. Det kan jeg dog bare ikke sådan gøre,  men det skal han ikke have at vide. Han svarede, at hvis jeg gjorde det, så ville han slå mig ihjel. Det tror jeg så heller ikke at han kan finde på, men jeg er ikke sikker på  ham mere. Jeg ved heller ikke rigtig, om jeg elsker ham så meget mere.

 Kære Vorherre, hjælp mig til at gøre det rigtige!!!

Kærlig hilsen

Eva

       



   

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE