Erina Melina

Et sted langt borte fra byens larm af biler og andet støj, en lille fredelig plet med grønne skove og marker, hvor kornet bølgede sig med de gule aks i den sagte vind og små vandhuller, som de forskellige små dyr kunne slukke tørsten i. Et sted, der sjældent kom fremmede mennesker. Her boede en helt fantastisk pige i et lille hus hos sin bedstemor.

Lille Erina Melina var noget af det yndigste, man kunne forestille sig. Hendes lange lyse krøller stod som et brus om et alfeagtigt ansigt. De mandelformede næsten helt sorte øjne, de små velformede ører og den bløde mund samt den mørke solbrune hud, kunne tryllebinde enhver og vidnede om et liv i sol og frisk luft.

Tryllebinde er det helt rigtige ord, for lille Erina havde nemlig også specielle magiske evner.! Dette havde hun selv fundet ud af for nogle år siden ved et tilfælde.

En af de dage, hvor bedstemor måtte blive i sengen på grund af smerter i den gigtramte gamle krop, var Erina nødsaget til at underholde sig selv. De dage var der mange af, men så løb den lille pige ud i skoven og ned til en lille sø, hvor hun sad og lyttede til fuglenes kvidren og glade sang og de små kluk fra vandet, når den milde vind strøg hen over søen og skabte lidt røre. Så kunne fantasien få frit løb. Hun lagde sig i græsset og øjnene blev tunge, så tunge at de ikke kunne holde sig åbne. Hun måtte være faldet i søvn, men sætte sig op med et sæt.

Pludselig fik hun øje på en lille fugl, der lå i græsset og pippede svagt som om den næsten ingen kræfter havde. Hun så, at den havde vingerne viklet helt ind i noget plastic. Hun gik forsigtigt hen til fuglen. Jamen søde lille fugl nu skal jeg nok hjælpe dig. Vær ikke bange, jeg gør dig ikke fortræd. Fuglen så ud til at forstå hende og lå helt stille og med stor forsigtighed fik hun den befriet for en grim plasticpose. Da den var hjulpet helt ud, begyndte den at kvidre og til sin egen forundring kunne hun forstå hvad den kvidrede. Tusind tak for hjælpen lille menneskepige. Du har reddet mit liv og nu kan jeg igen synge og kvidre. Jeg var på vej hjem til mine små unger, men så kom der denne plastic ting flyvende og mine vinger blev viklet ind i den. Som tak vil jeg give dig en helt speciel evne til at bevæge dig ind i en anden form for verden, din helt egen ønskeverden. Du skal bare holde armene strakt ud til siden og dreje rundt så hurtigt, du kan, mens du ønsker. Jeg flyver nu hjem til mine unger og ønsker dig alt muligt godt i livet lille pige. Med disse ord fløj fuglen op i luften, hvor den et stykke tid næsten stod stille mens dens skønne sang fyldte området med en magisk tone, og med et var den forsvundet. Erina skyndte sig at løbe hjem til Bedste, hvor hun glad fortalte om dagens oplevelse.

Bedste lyttede til den lille piges fortælling med bekymring i øjnene. Måske trængte hendes barnebarn til legekammerater og nogle voksne, der bedre kunne varetage pigens opvækst end en gammel kone, der oftere og oftere blev nødsaget til at blive i sengen. Nu var tiden nok kommet, hvor hun skulle i skole og få veninder i stedet for en gammel kones selskab. Hun måtte tage kontakt til en kostskole næste dag. Hun fortalte Erina om sin beslutning og næste dag løb Erina Melina igen over til skoven og søen. Hun lagde sig ned i græsset og tænkte helt fortvivlet på Bedstes kontakt med skolen og at hun nu måske skulle sendes bort fra dette skønne sted. I et nu skete der det fantastiske at Erina følte hele universet drejede rundt og rundt og at nogle små elektroder satte sig fast på hendes hoved, som sendte nogle bølger igennem, der indeholdt al lærdom, som 10 års skolegang indeholdt.!!

 Imens gik hverdagen som sædvanlig for Bedste og Erina Melina. Der var ikke mange forskelligheder fra den ene dag til den anden. Erina fortsatte sine små ture til skoven og søen og havde helt glemt den lille hændelse med fuglen. Bedste fik det mere og mere elendigt med den gigtplagede krop og glemte således at henvende sig til kommunen angående Erinas skolegang.

På en af de mange ture til skoven og søen, kom Erina Melina til at huske den lille hændelse og stillede sig op på tåspidserne, strakte armene ud og drejede rundt i forrygende fart, mens hun ønskede sig at kunne flyve højt oppe i himlen og kigge ned på landskabet.

Pludselig befandt hun sig oppe i luften lige under skyerne og kunne se skoven, søen og det lille hus, hvor hun og Bedste boede. Det var en helt forunderlig oplevelse at se alting fra oven og hun fløj videre over nogle bjerge og store have med delfiner der sprang op i luften og ned igen i leg med hinanden mens de lystigt talte til hinanden. På ryggen af den ene delfin sad en dreng. Han fik øje på Erina, vinkede glad til hende og råbte at hun godt måtte komme med på en lille tur sammen med ham.

De tilbragte mange timer sammen på ryggen af delfinerne, som dykkede helt ned på havbunden til et forlist piratskib med skattekister og andre tyvekoster. Erina havde det så herligt sammen med drengen at hun helt glemte tiden og de triste tanker, men med et gik det op for hende, at hun måtte vende hjem til Bedste igen og hun lovede drengen at komme tilbage en anden gang. Hun havde fået sig en hemmelig legekammerat, som hun kunne besøge.

 På denne måde gik årene og Erina var blevet en teenager. Bedste blev pludselig så dårlig, at hun måtte på hospitalet. Tårerne løb ned ad Erinas kinder, da ambulancen kørte bort med Bedste og hun løb fortvivlet ned i skoven til den lille sø og græd hjerteskærende, da hun satte sig i græsset. Hun tørrede næsen og tårerne i kjolens kant og kiggede op på himlen, hvor der ude i horisonten var en lille rund prik, som med hurtige zik zak bevægelser nærmede sig. Jo nærmere den kom, desto tydeligere kunne man fornemme den lysende kant, der ligesom delte kuglen i to.

Pludselig landede kuglen lige i nærheden af hende og en kappeklædt person steg ud og gik hen til Erina. Det var den flotteste unge mand, Erina havde set i sit liv. Ved et nærmere kig, kunne hun se at det var hendes barndomsven, der nu også var blevet noget ældre. Har du brug for hjælp Erina, spurgte denne unge mand og Erina fortalte grædende om, hvad der var hændt og hendes bange anelser for, hvad det kunne medføre for Bedste og hende selv.

Jeg vil hjælpe dig, hvis du selv vil det, og du skal bare stille dig på et ben og dreje rundt i en fart imens du tænker på dit mest inderlige ønske. Jeg vil tage dig med i mit fartøj til fremtiden.

Erina havde hele sit korte liv levet med Bedste og uden sine forældre, der på mystisk vis var forsvundet, da hun var lille baby og på den måde efterladt en lille pige med store drømme og tanker om et familieliv med far mor Bedste og eventuelle søskende. Kort sagt et liv i kærlighed, samhørighed og sundhed for hele hendes lille herlige familie og alle de mennesker, hun holdt af og for resten af vores lille verden. Som sagt drejede Erina Melina rundt og rundt i en forrygende fart og pludselig faldt hun omkring og mistede helt forbindelsen med jorden, hun stod på.!

Da hun slog øjnene op, så hun blå himmel med små skyer som vattotter der havde facon som eventyrs figurer, glide forbi. Et strålende solskin, palmer der svagt bevægede sig i en sagte kølig brise i varmen. En skøn musik af fugle stemmer og midt i det hele hørte hun en kærlig stemme, der kaldte hendes navn.

Hun satte sig langsomt op og så en dejlig have med et rundt bord. Ved bordet sad Bedste smilende, tilsyneladende helt rask. Måske også noget yngre og rank sammen med et ungt par, der alle så med kærlige øjne på hende. Mor, far og Bedste.!!! På græsplænen var et par drenge i færd med at spille bold. En smilende ung flot mand og en smuk ung pige deltog i legen. Mine søskende og min brors veninde, tænkte hun med forundring.! 

Hej skat sagde mor, så vågnede du op. Vi var lige ved at blive bekymret over din lange middags lur, men nu skal vi alle en tur i vores nye bil. Hendes unge barndomskammerat kom hen til hende, rakte hånden frem og sammen gik de alle ind i en stor metal glinsende bil og far sagde med blid stemme, at nu skulle de se hele den skønne paradisiske ø. Bilen kørte helt af sig selv uden at nogen skulle styre og de kunne bare nyde udsigten. De mødte flere små familier, der også kørte en søndags tur i samme slags bil helt uden støj og larm og os fra en benzinmotor. Bilerne kørte tilsyneladende helt uden, at man skulle styre. Ingen sad ved rattet, men alle kunne nyde naturen og omgivelserne uden at skulle bekymre sig om kørslen.  Alle så glade ud, vinkede og hilste smilende på hinanden og var i godt humør. Erina var lykkelig og kunne næsten ikke tro sine egne øjne.

Måske kan vi alle på en eller anden måde få vores ønsker opfyldt ved lidt god tro på os selv og ved at behandle hinanden med forståelse og respekt uden vold og krig. På en venlig og kærlig måde kan man måske skabe en verden, hvor vi alle kan leve et trygt og godt liv på vores lille dejlige jord.!

Var dette en sand oplevelse eller blot en drøm?

Sov godt og drøm sødt.!

Knus.